En Dramalærer Ved Kong Arthurs Hof og andre selvindsigter

I forlængelse af mine enfoldige udgydelser om den forestående Zombieapokalypse slog det mig, at uanset hvilken high concept-firserfilm, jeg måtte havne i, vil jeg komme grusomt til kort og formentlig omkomme i en klat slim eller ved at falde ned i et hul.

Tidsrejser? Jeg kan sgudda ikke lave penicillin eller bygge et køleskab eller lave en trykpresse. Jeg har ingen medicinsk viden eller ingeniør-færdigheder. Jeg kan ikke facilitere fremtidens komme eller oplyse min samtid om noget nyttigt. Jeg kan snakke lidt om psykolingvistik og om systemteori, og det meste jeg ville kunne fortælle, er formentlig forkert eller allerede modbevist.

Monsterjægere? Næ. Jeg kan ikke støbe sølvkugler eller bygge en proton pack.

Ikke bygget af mig.

Science Fiction? Fantasy? En galakse langt borte? Glem det - jeg har ingen færdigheder, der kan komme til nytte på Tattoine eller i Mordors bjerge. Jeg ville forvride en ankel eller kløjs i noget lembasbrød eller bare omkomme med et kvindagtigt piv et sted i baggrunden, mens Sean Bean sagde noget krasbørstigt og skægstubbet.

Og her er den grufulde erkendelse, disse betragtninger fører mig til: Hvis mit liv var en firserfilm, ville jeg ikke være helten.

For jeg er jo sådan en kunstfrans. Den blødeste humanist i pakken; sprog, litteratur, kulturhistorie og dramaturgi. Alt sammen tilbagelænet akademika, hvor man betragter levet liv og nikker eftertænksomt, mens man bakker på piben. Ikke ret proaktivt. Meget lidt MacGyver-esque.

Lad os være ærlige: den siddende regering har jo en pointe, når de udråber kunsten til nyttesløs. I hvert fald i sådan en her-og-nu-nytteforståelse; hvis jeg pludselig havnede i fortiden eller fremtiden eller i Dunes ørkener eller i en zeppeliner med Dr. Jones... hvad kunne jeg så gøre? Ikke en skid. Jeg er Marcus Brody, Louis Tully, Ginny Weasley, Xander, C-3PO, Pippin... jeg er Tommy og Goddamn Annika - jeg er ham, der wisecracker nervøst i baggrunden og kommer i knibe og må reddes. Men jeg er sød og rar og kun momentvis skideirriterende, så det er på mystisk vis alligevel vigtigt at få mig reddet, og derfor har jeg en chance. Fordi jeg er nyttesløs, men flink. Meget rar at have. For at vise, at man har overskud til at have sådan en som mig med på slæb.

Ligesom kunsten.

Kunsten, siger jeg.

Det er så nu, jeg i retorisk feberredning skal dekonstruere min egen udsigelse og opridse, at der stadig er håb, for vist har jeg, og kunsten, en stor nytte i det store perspektiv. Vi er meget mere nødvendige end håndværkere og opfindere og bla bla bla og selvretfærdig mundgejl.

Alt det gælder ikke i en fucking firserfilm. Ikke en skid.

Hvem vil du stå last og brast med i en firserfilm? Ham her, ikke?

Men jeg er ham her.

Jeg var fandeme spejder længe, altså. Jeg havde så mange duelighedsmærker, at der ikke var plads til flere på mine spinkle, dejfarvede arme. Der var både et med en økse og et med et bål, og et med Røde Kors og et der viste, at jeg godt kunne bruge en dolk uden at gøre synderlig skade på nogen, inklusive mig selv. Jeg var duelig, og jeg var beredt, og jeg var helten!

Men de LØJ for mig med deres mærker. Jeg er ikke duelig og jeg er i særdeleshed ikke beredt. Igennem mit liv har jeg ofte modbevist det, mærkerne antydede - jeg har engang hakket en ven i fingrene med en økse (hej, Martin) og brændt talrige sokker af i et bål og jeg lukker ikke op, når Røde Kors samler ind og jeg har skåret mig i fingrene, mens jeg hakkede løg, flere gange, end jeg kan tælle (og har fingre (tilbage)). Fucking spejdere og deres løgnemærker.

Jeg trøster mig kun ganske lidt ved at konstatere, at det der med at blive suget ind i en firserfilm er sådan noget, der sker for helte. Duelige, beredte, assertive, kompetente. Og da jeg helt evident ikke er en helt, må opgaven være at for enhver pris undgå alle, der kunne rumme disse kvaliteter, så jeg ikke bliver hevet ind i en malstrøm af sidekick-relateret ballade i DERES historie. Hvis jeg derfor, næste gang jeg møder netop dig, vender mig brat og løber min vej, er det formentlig fordi jeg anser dig for en potentiel helt, som vil forårsage min død, hvis jeg ikke tager benene på nakken.

Dit kompetente svin.