Dramaturg vs. Nørd - et livsdilemma

Se, forleden lod jeg mig trække med i biffen af en samling kære, kære mennesker, der ligesom jeg selv er nogle fucking nørder, som har taget sig en kandidatgrad i Dramaturgi. Hvilket er en meget besynderlig fagkombination. Min oplevelse af filmen, som jeg vender tilbage til, fremprovokerede den eftertrykkelige erkendelse, at nørd og dramaturg er to størrelser, der trækker i hver sin retning, med grufulde sjælesmerter til følge. Den betragtning vil jeg nu tærske til døde i svulstig tale og med stjålne illustrationer.

Break it down:

Nørden har som central kompetence en stor evne til at fordybe sig i - og dygtiggøre sig indenfor - et emne, som forholdsvis få vil have interesse i. Dertil evnen til at mobilisere voldsom entusiasme på et spinkelt grundlag. Evnen til at påskønne helheden på trods af lattervækkende fejl i delelementerne, er en meget nyttig nørdeegenskab. Livsnødvendig, sågar. For observation af dette, brug tyve minutter i en given tegneserieforretning, hvor en hoben nørder kan bruge måneder af deres liv på at hudflette Marvels kontinuitet med stor, stor kærlighed til helheden. Star Wars og Star Trek, Tolkien, Hitchhiker's Guide... fortællinger, myriader af nørder vil hævde er stor kunst; decideret kanon - men som på et teknisk niveau er, well - elendigt makværk uden de store litterære eller æstetiske kvaliteter. Men FUCK det er fedt, mand, fuck.

"W00t, motherfuckers, lol!"

Dramaturgen har som arbejdsopgave at pille en fortælling fra hinanden for at se efter, om den virker ordentligt, finde fejlene i historien, og foreslå, hvordan den ændres til det bedre. Hårdt opspændt på analysemodeller, og erhvervsskadet grænsende til -forkrøblet er dramaturgen en pestilens at være i biografen med. Alle dramaturgens apparater springer i beredskab, når Tjekhovs pistol placeres på kaminhylden. Dramaturgen har regnet alle plots ud før de forløses, kan pege på alle plothuller og fortælle nøjagtig, hvad der gik galt og hvorfor, og hvor skuffende det EGENTLIG er, at folk bare aldrig tænker sig om. Hvad mere er: denne elendige adfærd kan ikke hjælpes. Det er mere end en erhvervsskade, det er en uundgåelighed og en nødvendighed for at kunne udføre sit hverv.

"Der var mange gode billeder."

Så når en dramaturg/nørd som jeg selv tager i biografen for at se en filmatisering af noget, der bare perifert knytter sig til nørdekultur, ender det med katastrofe. Derfor var det måske dumt at se Tron Legacy i det hele taget. Men på nørdens vægtskål lå der nogle tungtvejende argumenter:

- TRON fra 1982 var helt vildt sej, da jeg var 12. (Og egentlig kunne jeg stoppe her. Den sætning er al moderne nørdekulturs eksistenberettigelse).

- Trailerne lignede noget, jeg ikke har set, siden jeg så Matrix i 1999 og øjeblikkelig regredierede til min filipensramte senpubertet af fryd.

- Om så Jeff Bridges var med i en sekstimers dokumentar om ribsplukning udenfor Struer i midtfirserne, ville jeg stå der. Som et søm.

Og på Jeff Bridges-fronten skuffede filmen da heller ikke; han spiller faktisk hele tre roller, hvoraf to er så dybt i The Uncanny Valley, at jeg fik myrekryb, hver gang hans onde robotøjne lynede, og jeg fik lyst til at gå i brusebad. (Rækkerne bag mig brokkede sig noget, og jeg skal vist også betale for en rensning af dyserne i cola-automaten. Men jeg fik dem talt fra en politianmeldelse - score!)

Den tredje rolle er, i store træk, The Dude As Jedi Master. Og hvis du ikke smiler ved den tanke, så er vi ikke længere venner. Nej, gå med dig. Bare gå. Vi har ikke mere at sige hinanden.

"Well, they finally did it. They killed my fucking car."

Der er ramasjang for hver en skilling; glas-fodboldbaner og lysshow og lækre kællinger i latex og fuldstændig vanvittige virtuelle motorcykeljagter. Og man kan KUN se den i 3D. Nørden rækker efter sin inhalator og stirrer intenst på sidemanden. Tics'ene lyner over hans måneansigt. Fuck, det er fedt!

Men så er det, at dramaturgens redskaber uindbudt sætter ind, og med rynkede bryn begynder at afdække, at der ikke er tænkt i bare tyve minutter over fiktionsuniversets interne logik og regler. Store, potentielt spændende plot bliver smidt lemfældigt ved vejkanten og hvad der virker som det store, patetiske plottwist bliver bøvset ud i en skødesløs ekspositionsbemærkning, kilet ind mellem to ligegyldigt overskruede actionsekvenser. Og dramaturgen tager kvælertag om nørdens hals og råber "Det her er sindssygt dårligt, hvorfor tog vi herind, jeg SAGDE det jo!" så spyttet fyger over nørdens sideskilning. Mens nørden, med næseblodet fossende, piver "Kan du aldrig bare slappe af og bare nyde det, selvom det er dumt?" Og dramaturgen hvæser, og nørden tuder, og sidekvinden rækker efter sin peberspray uden pludselige bevægelser.

Som en lavbudgets buddykomedie fra halvfemserne - eller, lidt mere high-concept - som siamesiske tvillinger i slægtsfejde, samlever min indre nørd og dramaturg, i kejtet favntag. Og de SKAMMER sig, når de skal præsentere deres pinlige tvilling for vennerne.

Heldigvis er vi nogle tvillingepar, schizoide nørdeturger, der lever i samme skisme år ud og år ind, og vi arbejder på at finde balancen mellem nørdens hujen og dramaturgens kølige analyse. Det lykkes af og til (Indiana Jones, Firefly, Watchmen), og så er der ingen ende på min jubel.

Tron Legacy gjorde det ikke for mig, og får derfor (i Tron Legacys ånd, i skamløs intertekstualitet med 2002-udgaven af mig selv) min laveste karakter: en billardkugle.