Spørg ikke, hvad Zombieapokalypsen kan gøre for dig...

Vågnede tidligt i morges med eksistentiel krise. Efter en serie af horror-drømme, som Dr. Jung ville have gnubbet sig uterligt i skridtet over, vågnede jeg med vidt opspærrede øjne halvanden time før vækkeuret ringede. Mens drømmens mere grafiske elementer fortog sig, slog det mig: Hvad kan jeg EGENTLIG bidrage med, når zombie-apokalypsen kommer?

Mine shortcomings er utallige og jeg bliver deprimeret af at opliste dem. I flæng kan nævnes, at jeg trods 10 år som KFUM-spejder nede i firserne næppe ville kunne bygge en tilfredsstillende palisade, fange rådyr med de bare næver, eller for den sags skyld binde andre knob end råbånds- og diverse halvstik, samt et halvt hundrede knuder, jeg selv har fundet på, der ikke tjener noget særligt formål, men med lidt god vilje ligner en diller. Jeg har aldrig affyret noget med mere ildkraft end et luftgevær, blev "begrænset egnet" til session ovre i halvfemserne, og kunne ikke løbe fra en astmatisk otteårig, end mindre en zombiehær på fremmarch. Alt i alt er jeg fucked.

Zombie-Kalle bekræfter, at jeg er fucked.

På den anden side har jeg visse færdigheder og egenskaber, som kunne komme i spil, når de døde vandrer på jorden:

- Jeg kan løfte og bære mange tunge ting, såsom maskingeværer og trangia-sæt (omend lidt langsomt, specielt op ad bakke eller trapper).

- Jeg har slebet mange, mange køkkenknive; en færdighed der formentlig uden videre kan overføres til jagtdolke og brandøkser.

- Jeg har indgående kendskab til Århus midtbys geografiske layout og kan uden videre hjælpe med at finde vej til centrale vandforsyninger - her tænker jeg Århus Å - og gode steder, man kan befæste med europaller og siden halvhjertet forsvare mod zombiernes stormløb. Et godt forslag, allerede nu, kunne f.eks. være Prismet, som jeg godt kan finde hen til.

- Jeg kan omtrent 500 melodier fra gamle, danske sange, og er en habil lejlighedsdigter. Jeg vil derfor godt påtage mig at lave en nationalsang, når vi grundlægger en ny verdensorden. Den kommer til at gå på "Her kommer Mutter med Kost og Spand".

- Jeg er indædt ateist og vil således ikke miste troen på Gud, med apati og mine rejsefællers død til følge. (Jeg vil dog fnyse hånligt og himle med øjnene, når nogen tilskriver vores overlevelse et mirakel).

- Jeg kan tænde ild til næsten alt, fra servietter og armbehåring, og op til og inklusive et udehus da jeg var 10, og jeg vil godt gribe chancen for at undskylde overfor Brunos bedsteforældre, nu de begge er døde og næppe læser denne blog. ...Med mindre de er zombier, i hvilket tilfælde jeg VIRKELIG er ked af det; det var mest Bruno, jeg var bare til stede, vær søde at ikke æde mig.

Seriøst: det var Bruno.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at jeg bliver Zombieapokalypsens skjald/pakæsel, hvilket måske er mindre glamourøst end den heroiske leder, den storbarmede blondine, som de andre i fordrukken desperation kommer op at slås om, eller nørden, der pludselig viser sig at have værdifulde ressourcer i form af belejlig paratviden.

Til gengæld bliver mine kompetencer uvurderlige, når moralen er lavest. For jeg er ham, der har slæbt seks kilo Snøfler(TM) med, fra da vi plyndrede Netto på Thorvaldsensgade fjorten dage tidligere, og som med kraftig røst kan lede koret i en rørende udgave af "Vi Bor I Prismet (med Kost og Spand)." Fortrøstningsfuldt stoler jeg på, at disse kompetencer vil vise sig så uvurderlige, at den heroiske leder, blondinen og nørden ikke udstøder mig af samfundet, grusomt overladt til Brunos bedsteforældre.

Jeg er sikker på, jeg kommer til at sove meget bedre i nat.