Bus og Bedstemor

To tests qualitätschecker mit liv og virke. En er professionel, en er personlig.

* * *

1. Bustesten

At arbejde i kulturbranchen er at være underfinansieret, overarbejdet og überfordert. Dette gør sig også gældende for ...alle offentlige erhverv i Danevang i disse år, men modsat renovationsarbejderen, embedsmanden og graveren forventes det også af kulturfolkene, at vi opererer på ildsjælsbasis; at vi bruger alt, vi har i os, for kuuuuunsten. 


Endvidere rammes vi, der opererer i børnekulturen, af en anden jammerlig forventning, nemlig at vores ildsjæleri også sker for bøøøøørnene.

Kunsten og børnene - så skal I da ikke have løn, hva? Jeg kunne brække mig i torsofede stråler, og det har jeg da også gjort, men lad os ikke dvæle ved grandonkel Jørgens urne-nedsættelse.

Lad os i stedet dvæle ved, at det er noget forpisset pis, at man per definition skal køre på sit ildsjæleri for at fungere i børnekulturen. Dvæl med mig.

Dvæl med mig og Goethe.

Alt det her har ikke en skid med bustesten at gøre. Bustesten er ren vulgær-organisationsteori, som vil skide på ildsjælene. Når jeg overhovedet bringer det til torvs er det fordi fuck dig, det er min blog.

...OG!

Jeg ser mange, mange kulturinstitutioner, i særdeleshed inklusive min egen, fungere på en måde, som aldrig ville bestå bustesten. Delvis, tror jeg, pga. ovennævnte vilkår, som gør at man aldrig får forstærkninger og forsyninger. Og at den usynlige viden hober sig op, til ildsjælene brænder ud.

Her kommer den:

"Hvis [person x] går ud foran en bus, kan [person y] så samle tingene op og fortsætte organisationens virke med et minimum af besvær og tidstab?"

Nej, formentlig ikke.

Gu kan vi da ej. Der er så meget skjult viden og personlig erfaring, som aldrig nogensinde bliver nedfældet eller overleveret, fordi vi har for travlt og er for pressede til at lære af hinanden, til at dokumentere, til at fastlægge procedurer og plan B'er. Vi tordner afsted og spørger lige dem, der ved noget om det, og så går det hele nok en dag mere. 


Indtil nogen træder ud foran en bus.

Nej, det her er ikke en skjult mindfulness-forsvarstale. Vi HAR bare pissetravlt, det er vilkårene, og når vi ikke gider/magter mere, så må vi jo holde op. Det er hver mands ansvar. Men organisationens ansvar, det er at udsætte sig selv for bustesten.

Jeg har ikke så meget mere på hjerte, end at jeg har opdaget, at foruden den rene, pure fornøjelse ved at forestille sig sine kolleger kørt over af offentlig transport, finder man lynhurtigt ud af, hvor skrøbelige de fleste organisationer reelt er.

Svaret på bustesten, i hvert fald i min organisation, er næsten altid: katastrofe og komplet procedural nedsmeltning. Hvilket for så vidt er fedt nok, men hvis ens husleje afhænger af, at organisationen også kører i morgen, så prøv lige med bustesten. Den virker for mig.

Men ikke for bussen.

* * *

2. Bedstemortesten

...er en anden måde at få Kants kategoriske imperativ ned på håndgribeligt niveau, og er mig anvendelig, når jeg skal "mærke efter", som hippierne kalder det mellem bedrevidende mundfulde af speltprodukter, om mine beslutninger og personlige drift lever op til mine idealer.

Se, jeg havde en bedstemor, en ganske lille (næsten gnomøs) elskelig hvidhåret dame ved navn Bedstemor, som bedrev et succesrigt bedstemoderi i Himmerland i det tyvende århundrede.

Hun døde gul som karry (da kræften tog hendes lever og løb kaglende væk med den ud over de Himmerlandske heder) i 1995, men hun er blevet hos mig på mange måder, minus den bogstavelige. Heldigvis.

Jeg bruger min bedstemor til at spelte efter med den følgende sætning:

"Ville jeg kunne fortælle min bedstemor om det her, sandfærdigt og uden spin, og stadig se hende i øjnene bagefter?"

Prøv at udsætte følgende livstemaer for Bedstemortesten:

- hvad det primære output af din arbejdsdag i dag har været

- hvor meget du egentlig arbejder på en 37-timers uge

- hvem du senest har tænkt utugtige tanker om

- hvor længe det er, siden du har besøgt en fjern slægtning

- hvor længe, du magter at lade være med at tjekke din smartphone ved busstoppestedet

Ved nærmere eftertanke skal jeg aldrig, aldrig nogensinde udsætte min tilværelse for bedstemortesten.

Ahem:

Hvil kuns i fredelig uvidenhed langt under Testrups mulde, Bedstemor. Du skal aldrig have en skid at vide om den måde, jeg kører mit liv.