Jeg har en støbejerns-stegepande.
Den kan man fuldstændig hypotetisk lige stege f.eks. en chilimørbrad i, overhælde den med noget der dræber mig langsomt, a la vin og fløde, og derpå LIGE lobbe den ind i ovnen, så den kan stå dér i 45 minutter og blive frikkin' awesome, mens jeg lige bruger min tid mere konstruktivt, ved at ligge flad af grin over Patton Oswalt, nu gratis tilgængelig på Spotify. You're welcome.
Fuldstændig hypotetisk kan man så tage den ud af ovnen tre albums senere, med tårerne trillende ned af kinderne. Nu er panden 200 grader varm. Det forstår alle. Når 'braden og sovsen er ekstraheret fra panden, kan man da lige smide panden over i vasken og give den en tur med den gamle kras-børste.
Hvis ens hjerne (for nærværende benævnt Vidkun A.L.J. Quisling) da ikke skyndte sig at fortrænge pandens temperatur og lod muskelhukommelsen overtage styringen af hænderne.
Av for Fandens tusindfold omsmeltede smørekniv, det gjorde nas.
Dette indlæg skrives i korte, jamrende runder, mellem min højre hånds (for nærværende benævnt Cervelatpølsen efter farve og konsistens) hyppige besøg i en viskestykkeomviklet isterningpose. Ikke den fredag aften, jeg ønskede mig - men måske den, jeg havde fortjent.
"Oh, Skycake."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar