Faciliteringsresistent

I de senere år har nogle insidiøse termer sneget sig i vores sprog, taget parasitisk bo og udhulet sig en stædig niche, der insisterer på at være nyttig og relevant for alle.

Jeg tænker her dels på "coaching" og "mindfulness", som, i min erfaring, er fine værktøjer i en langt, langt større redskabskasse. Men for dem, der har fundet sig en hammer, ligner alt et søm, og hvis jeg endnu engang skal høre nogen lidt lemfældigt foreslå at en given problemstilling kan løses med "noget coaching", bider jeg patterne af Sofia Manning.

Det gør jeg nu muligvis alligevel.

Men mest lige nu hader jeg "facilitering", en term som skal dække over det, at nogen varetager rammen for en proces og får den til at køre gnidningsløst, og sætter deltagerne fri til at bruge deres procesuelle ressourcer rigtigt. Fint, ikke?

Gu er det ej. Gu er det, fristes jeg til at sprogligt regrediere til ottende klasse, røv.

For med denne, tilsyneladende uskyldige og velvillige intention, er kommet et veritabelt stormløb af folk, der forsøger at kapitalisere på fænomenet med alle mulige farveblyanter, klistermærker og vægophængte post-its.

De kalder sig proceskonsulenter, hvis de har sportsjakke på, og kaospiloter, hvis de har hættetrøje på, og de medbringer en bred (eller, i praksis, ret smal, men forskelligt forklædt) vifte af faciliteringsværktøjer, der skal tvinge os til at tænke "kreativt", "anderledes" eller, med en særligt tænderskærende plagsom danisme: "ud af boksen".

Det forstår man på sin vis godt.

Jeg er, som overskriften antyder, faciliterings-resistent. Jeg tjekker simpelthen ud, når gøglerne kommer anstigende med farvekridt og post-its og motiverende musik på deres Airbook.

Dels er det et resultat af at være kandidat i dramaturgi og mangeårig underviser, workshopholder og dramapædagog. (Læs: gøgler.) Jeg kender simpelthen for mange af deres tricks. Som den gamle Seinfeld-joke:

"You know I think that even if you’ve had a relationship with someone or let’s say, especially if you’ve had a relationship with someone and you try to become friends afterwards, it’s very difficult. It’s hard. Because, you know each other so well, you know all of each others tricks. It’s like two magicians, trying to entertain each other. The one goes, “Look, a rabbit.” The other goes, “So? I believe this is your card.” “Look, why don’t we just saw each other in half and call it a night?, Okay?”

Seinfeld: kilde til visdom. Also, what's the deal with airline food?

Sådan har jeg det med facilitering: der er simpelthen for mange af de metoder og kneb, vi i dramapædagogikken har brugt i 50 år, som nu finder vej ind i mødelokalerne.

Endvidere, vi skal tage lortet alvorligt, fordi der skyder en stor genre af "kreativ procestænkning" frem i alle erhvervskulturer, som overflade-valideres af sprogsæt som Otto Scharmers "Theory U".

[sidespor:]

Scharmer er en pseudoakademisk L. Ron Hubbard-skikkelse, som tager uhyre pengesummer for sine oplæg og kornfede bøger. Disse oplæg og bøger er møjsommeligt placeret i et formidlingsmæssigt smørhul, hvor det for den utrænede læser føles som en meningsgivende overskridelse at færdiggøre bogen og tilegne sig det, i grunden komplet banale, indhold.

Opblæst, overskrevet og fordummende, er Teori U videnskabens pendant til naturel-marineret hamburgerryg, hvilket let penetreres af, lad os sige, erfarne læsevante humanister, hvis kernekompetence er at læse 400 sider, koge det ned til et 8-siders referat, og snakke om det i en time bagefter.

Men for dem, der tiljubler Kejserens nye klæder, er det selvfølgelig rigtig fint, meningsgivende og personligt udviklende. Lissom coaching. Og mindfulness. Og sælger derfor røven ud af bukserne, til det punkt, hvor en decideret personkult er opstået omkring manden. Og hans bøger sælger, og sælger, og sælger. Jeg har selv købt een, for at se what all the fuss was about. Jeg kan afsløre, at all the fuss was about the fuss.

Vil du købe pseudovidenskab af denne mand? Ja, statistisk set vil du godt.

[/sidespor]

Tilbage til facilitering, som jeg ...resisterer?

Dels kender jeg deres tricks, og dels er jeg helt simpelt TRÆT af at blive faciliteret og teambuildet og coachet på. Det er tidskrævende og opslidende og jeg får usandsynligt lange boller af det, og nu må det høre op.

Jeg finder mig selv gang på gang i en eller anden netværksorienteret kontekst, hvor velmenende arrangører har hentet en eller anden smartenheimer ind, som så, i et forsøg på underholdningspræget målopfyldelse, bruger den tid, der skulle have været brugt på netværksdannelse, på farvekridt og fanfarer.

Og bevares, det kan da være hyggeligt nok, og hvis vedkommende er god, er det også morsomt undervejs, selvom de fleste, der lever af dette, leverer en træt og udpint stand-up-rutine, der er så spontan som bulgarsk olympisk synkronsvømning.

Jeg forlader disse møder med alenlange boller og føler mig gennemfaciliteret på en måde, som ellers hører retsals-referater fra Tøndersagen til.

Det må stoppe. Jeg gider ikke mere. Og her burde jeg så runde af med noget selvironisk, afmonterende pis om, at jeg nu skal ind og facilitere en kreativ proces på min sofa, og hvor er mine post-its, men jeg vil ikke.

For jeg er resistent.