Institut for ideomatikhumor præsenterer: en lille jpeg.

:

Ain't that the truth

Jeg elsker Berlin.

Et put-and-take-system for bøger i Berlin, bygget i gamle træstammer og placeret på et travlt gadehjørne.

Er lige vendt hjem fra en tredagestur til Berlin. Jeg elsker den by, og grubler meget på hvorfor. Når jeg udtrykker det i irriterende hipsterklichéer a la "højt til loftet" bliver jeg jo sur på mig selv. Det er andet og mere end det. 

Det vil jeg tænke lidt mere over, og vende tilbage om.

The Wire, Lego-style.

Ville jeg se timevis af det her? Ja. Ja, det ville jeg.

Gnnnnnnnn!

Jeg savner stadig Harry Potter.

Want.

Ikke at jeg aner, hvad jeg skal bruge den til, men noget rører ved min indre kartograf og min indre Tasselhoff Burrfoot. På den helt, helt upassende måde.

http://www.etsy.com/listing/82196429/blueprint-carrying-case

Jeg savner Harry Potter.

More things to make you go *urp*

 

Does whatever a Spider-man does.

Agree to disagree

In related news, den nye Spider-man-film er fuldstændig skamløst bygget af DNA'en fra Brian Michael Bendis' Ultimate Spider-man-serie, men jeg tilgiver den, for man skal stjæle fra de bedste. Befriet fra Toby Maguire og Kirsten Goddamn Dunst er 2012-versionen en markant forbedring af Raimis fra 2002. Unødvendigt at reboote, siger I? Se den selv, inden I dømmer.

Pengene er brugt på skuespillerne - Garfield og Stone er nuancerede og skarpe, mens Martin Sheen og Sally Field leverer en næsten overjordisk Sheen- og Fieldness, som i den rigtige dosis er lige det, vi skal bruge. Specielt tænder Sheen for den store hane med seersympati, ophobet gennem et langt livs spillen Martin Sheen.

Måske skal man rose casteren mere end spillerne - jeg vil påstå, at det kun er Stone og Garfield, der faktisk spiller skuespil. Resten kanaliserer sådan set bare en sammensparet persona. Her skal nævnes Denis Leary, der som Cpt. Stacy kæmper med de største rolleklicheer og mindst spiltid. I land kommer han dog. 

Okay, næsten.

Manuskriptforfatterne Vanderbilt, Sargent og Cloves har brugt en masse tid på at læse Bendis' tidlige Ultimate Spiderman-run, det er tydeligt for enhver. Faktisk har de planket 80% af Bendis' over mange år opbyggede Green Goblin-storyline, men erstattet Norman Osborn (belejligt introduceret, men gemt til senere film i serien) med Curt Connors, The Lizard. Hele sekvenser og temaer - kampen på broen, angrebet på Midtown High, samt de fragmenterede stemmer i Lizards hoved, er hentet næsten ramme for ramme fra Bendis og Bagley. Lizard er dog et udmærket valg af skurk, skønt han spilles kluntet og enstrenget af Rhys Ifans, men jeg vil æde min organiske web shooter på, at det er et manuskriptproblem.

Foruden den store søg-og-erstat-øvelse, vælger manusdrengene at bruge gode kræfter på at lappe nogle grimme belejlige tilfældigheder ang. onkel Bens kommen af dage, der altid har irriteret mig, men som kan spores helt tilbage til Stan Lee i 1962. Til gengæld lader den så nogle andre tilfældigheder stå vidt åbne, og det irriterer selvfølgelig, fordi det virker som om, det er en tidsøkonomisk beslutning: "Vi skal have Spidey ned i kloakken i en fart, stryg de tre sider, hvor han undersøger og researcher  og opsporer The Lizard, og lad ham bare tilfældigt se en masse gekkoer kravle ned i et regndræn og forstå, hvordan det er fat." Det er for belejligt, og det underminerer den begavelse og observationskraft, filmen bruger mange kræfter på at etablere i Peter Parker.

Anyway, der er lagt masser af spor ind til Marvel Geeksene som undertegnede, som mine biograffæller ikke blev forstyrret af - grimme foreshadowings af, hvad der vil ske med det nye (men kanonisk oprindelige) Spidey-love interest Gwen Stacy, spillet af Emma Stone, så man tror på, at det er det, hun har inde bag ved sine enorme glugger, Peter Parker tænder på. Yay hende.

Og muligvis det, hun har bag mappen.

Nå, jeg kunne snakke længe om filmen, men jeg gider ikke. Jeg er svært tilfreds, og filmen får min højeste karakter: en billardkugle.

Fan-filmatisering af en af mine yndlings-serier...

Brian K. Vaughans "Y: The Last Man". Der er detaljer i den, jeg ikke bryder mig om, men det er ca. så god en filmatisering, vi kan håbe på, indtil HBO bliver involveret. Fandeme imponerende for en fanfilm. (eller, muligvis, casting bait. Kent King, som spiller 355, er co-producent...)

Og læs så i øvrigt serien. Vaughan er lidt for forelsket i lyden af sit eget tastatur, men hvem fanden er ikke det? :D

no, really: wat

Hurra!