The High Life, i nøje udmålte doser.

1. Frys kaffe til isterninger. 

2. Hæld kølig Bailey's over dem. 

3. Føl dig dekadent som Caligulas syvfold indavlede entourage, mens du indtager.

Glædeligt forår, I kretinere!

Min protest!

Søg-og-erstat-komedie-akademiet præsenterer: en Århusiansk mashup

Ambassade advarer amerikanere mod Elbæk

Den amerikanske ambassade advarer amerikanske borgere i Danmark mod at deltage i åbningen af Godsbanen, der er planlagt til at finde sted i Aarhus fredag d. 30/3 2012.

Amerikanerne skal ifølge ambassaden udvise stor forsigtighed og nøje overveje deres behov for at bevæge sig ind i de områder, hvor åbningen foregår. De skal desuden holde øje med udviklingen gennem de lokale medier, hedder det ifølge DR Østjylland.

Ambassaden er især opmærksom på, at en af deltagerne er Kulturminister Uffe Elbæk (R), som er kendt for at være voldelig og for sammenstød med politiet i forbindelse med demonstrationer.

Pas Satans godt på denne mand.

Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi er dog ikke enig i advarslen fra ambassaden:

»Det er meget ærgerligt og skudt helt over målet«, siger han til DR Østjylland.

Østjyllands Politi er alligevel klar med et stort beredskab, hvis åbningen skulle give problemer. Chefpolitiinspektøren mener dog, at udmeldingen fra ambassaden giver sagen et andet og forkert fokus, der kan få uheldige konsekvenser.

De får det til at lyde som terror - næsten. Det kan være med til at optrappe situationen mellem parterne, og det er meget uheldigt«, siger han til DR Østjylland.

Things that make you go *urp*

Rosie genbesøgt

Nu med badass posse. Mmmm, hot.

Simpler times.

Also, they're serial killers.

Take me to pleasure town!

Ingen film i verden elsker jeg højere end Anchorman: The Legend of Ron Burgundy. Og i går skete det her:

Dagen i dag har, alene derfor, tangeret Glistrups Badekar.

Bus og Bedstemor

To tests qualitätschecker mit liv og virke. En er professionel, en er personlig.

* * *

1. Bustesten

At arbejde i kulturbranchen er at være underfinansieret, overarbejdet og überfordert. Dette gør sig også gældende for ...alle offentlige erhverv i Danevang i disse år, men modsat renovationsarbejderen, embedsmanden og graveren forventes det også af kulturfolkene, at vi opererer på ildsjælsbasis; at vi bruger alt, vi har i os, for kuuuuunsten. 


Endvidere rammes vi, der opererer i børnekulturen, af en anden jammerlig forventning, nemlig at vores ildsjæleri også sker for bøøøøørnene.

Kunsten og børnene - så skal I da ikke have løn, hva? Jeg kunne brække mig i torsofede stråler, og det har jeg da også gjort, men lad os ikke dvæle ved grandonkel Jørgens urne-nedsættelse.

Lad os i stedet dvæle ved, at det er noget forpisset pis, at man per definition skal køre på sit ildsjæleri for at fungere i børnekulturen. Dvæl med mig.

Dvæl med mig og Goethe.

Alt det her har ikke en skid med bustesten at gøre. Bustesten er ren vulgær-organisationsteori, som vil skide på ildsjælene. Når jeg overhovedet bringer det til torvs er det fordi fuck dig, det er min blog.

...OG!

Jeg ser mange, mange kulturinstitutioner, i særdeleshed inklusive min egen, fungere på en måde, som aldrig ville bestå bustesten. Delvis, tror jeg, pga. ovennævnte vilkår, som gør at man aldrig får forstærkninger og forsyninger. Og at den usynlige viden hober sig op, til ildsjælene brænder ud.

Her kommer den:

"Hvis [person x] går ud foran en bus, kan [person y] så samle tingene op og fortsætte organisationens virke med et minimum af besvær og tidstab?"

Nej, formentlig ikke.

Gu kan vi da ej. Der er så meget skjult viden og personlig erfaring, som aldrig nogensinde bliver nedfældet eller overleveret, fordi vi har for travlt og er for pressede til at lære af hinanden, til at dokumentere, til at fastlægge procedurer og plan B'er. Vi tordner afsted og spørger lige dem, der ved noget om det, og så går det hele nok en dag mere. 


Indtil nogen træder ud foran en bus.

Nej, det her er ikke en skjult mindfulness-forsvarstale. Vi HAR bare pissetravlt, det er vilkårene, og når vi ikke gider/magter mere, så må vi jo holde op. Det er hver mands ansvar. Men organisationens ansvar, det er at udsætte sig selv for bustesten.

Jeg har ikke så meget mere på hjerte, end at jeg har opdaget, at foruden den rene, pure fornøjelse ved at forestille sig sine kolleger kørt over af offentlig transport, finder man lynhurtigt ud af, hvor skrøbelige de fleste organisationer reelt er.

Svaret på bustesten, i hvert fald i min organisation, er næsten altid: katastrofe og komplet procedural nedsmeltning. Hvilket for så vidt er fedt nok, men hvis ens husleje afhænger af, at organisationen også kører i morgen, så prøv lige med bustesten. Den virker for mig.

Men ikke for bussen.

* * *

2. Bedstemortesten

...er en anden måde at få Kants kategoriske imperativ ned på håndgribeligt niveau, og er mig anvendelig, når jeg skal "mærke efter", som hippierne kalder det mellem bedrevidende mundfulde af speltprodukter, om mine beslutninger og personlige drift lever op til mine idealer.

Se, jeg havde en bedstemor, en ganske lille (næsten gnomøs) elskelig hvidhåret dame ved navn Bedstemor, som bedrev et succesrigt bedstemoderi i Himmerland i det tyvende århundrede.

Hun døde gul som karry (da kræften tog hendes lever og løb kaglende væk med den ud over de Himmerlandske heder) i 1995, men hun er blevet hos mig på mange måder, minus den bogstavelige. Heldigvis.

Jeg bruger min bedstemor til at spelte efter med den følgende sætning:

"Ville jeg kunne fortælle min bedstemor om det her, sandfærdigt og uden spin, og stadig se hende i øjnene bagefter?"

Prøv at udsætte følgende livstemaer for Bedstemortesten:

- hvad det primære output af din arbejdsdag i dag har været

- hvor meget du egentlig arbejder på en 37-timers uge

- hvem du senest har tænkt utugtige tanker om

- hvor længe det er, siden du har besøgt en fjern slægtning

- hvor længe, du magter at lade være med at tjekke din smartphone ved busstoppestedet

Ved nærmere eftertanke skal jeg aldrig, aldrig nogensinde udsætte min tilværelse for bedstemortesten.

Ahem:

Hvil kuns i fredelig uvidenhed langt under Testrups mulde, Bedstemor. Du skal aldrig have en skid at vide om den måde, jeg kører mit liv.

Faciliteringsresistent

I de senere år har nogle insidiøse termer sneget sig i vores sprog, taget parasitisk bo og udhulet sig en stædig niche, der insisterer på at være nyttig og relevant for alle.

Jeg tænker her dels på "coaching" og "mindfulness", som, i min erfaring, er fine værktøjer i en langt, langt større redskabskasse. Men for dem, der har fundet sig en hammer, ligner alt et søm, og hvis jeg endnu engang skal høre nogen lidt lemfældigt foreslå at en given problemstilling kan løses med "noget coaching", bider jeg patterne af Sofia Manning.

Det gør jeg nu muligvis alligevel.

Men mest lige nu hader jeg "facilitering", en term som skal dække over det, at nogen varetager rammen for en proces og får den til at køre gnidningsløst, og sætter deltagerne fri til at bruge deres procesuelle ressourcer rigtigt. Fint, ikke?

Gu er det ej. Gu er det, fristes jeg til at sprogligt regrediere til ottende klasse, røv.

For med denne, tilsyneladende uskyldige og velvillige intention, er kommet et veritabelt stormløb af folk, der forsøger at kapitalisere på fænomenet med alle mulige farveblyanter, klistermærker og vægophængte post-its.

De kalder sig proceskonsulenter, hvis de har sportsjakke på, og kaospiloter, hvis de har hættetrøje på, og de medbringer en bred (eller, i praksis, ret smal, men forskelligt forklædt) vifte af faciliteringsværktøjer, der skal tvinge os til at tænke "kreativt", "anderledes" eller, med en særligt tænderskærende plagsom danisme: "ud af boksen".

Det forstår man på sin vis godt.

Jeg er, som overskriften antyder, faciliterings-resistent. Jeg tjekker simpelthen ud, når gøglerne kommer anstigende med farvekridt og post-its og motiverende musik på deres Airbook.

Dels er det et resultat af at være kandidat i dramaturgi og mangeårig underviser, workshopholder og dramapædagog. (Læs: gøgler.) Jeg kender simpelthen for mange af deres tricks. Som den gamle Seinfeld-joke:

"You know I think that even if you’ve had a relationship with someone or let’s say, especially if you’ve had a relationship with someone and you try to become friends afterwards, it’s very difficult. It’s hard. Because, you know each other so well, you know all of each others tricks. It’s like two magicians, trying to entertain each other. The one goes, “Look, a rabbit.” The other goes, “So? I believe this is your card.” “Look, why don’t we just saw each other in half and call it a night?, Okay?”

Seinfeld: kilde til visdom. Also, what's the deal with airline food?

Sådan har jeg det med facilitering: der er simpelthen for mange af de metoder og kneb, vi i dramapædagogikken har brugt i 50 år, som nu finder vej ind i mødelokalerne.

Endvidere, vi skal tage lortet alvorligt, fordi der skyder en stor genre af "kreativ procestænkning" frem i alle erhvervskulturer, som overflade-valideres af sprogsæt som Otto Scharmers "Theory U".

[sidespor:]

Scharmer er en pseudoakademisk L. Ron Hubbard-skikkelse, som tager uhyre pengesummer for sine oplæg og kornfede bøger. Disse oplæg og bøger er møjsommeligt placeret i et formidlingsmæssigt smørhul, hvor det for den utrænede læser føles som en meningsgivende overskridelse at færdiggøre bogen og tilegne sig det, i grunden komplet banale, indhold.

Opblæst, overskrevet og fordummende, er Teori U videnskabens pendant til naturel-marineret hamburgerryg, hvilket let penetreres af, lad os sige, erfarne læsevante humanister, hvis kernekompetence er at læse 400 sider, koge det ned til et 8-siders referat, og snakke om det i en time bagefter.

Men for dem, der tiljubler Kejserens nye klæder, er det selvfølgelig rigtig fint, meningsgivende og personligt udviklende. Lissom coaching. Og mindfulness. Og sælger derfor røven ud af bukserne, til det punkt, hvor en decideret personkult er opstået omkring manden. Og hans bøger sælger, og sælger, og sælger. Jeg har selv købt een, for at se what all the fuss was about. Jeg kan afsløre, at all the fuss was about the fuss.

Vil du købe pseudovidenskab af denne mand? Ja, statistisk set vil du godt.

[/sidespor]

Tilbage til facilitering, som jeg ...resisterer?

Dels kender jeg deres tricks, og dels er jeg helt simpelt TRÆT af at blive faciliteret og teambuildet og coachet på. Det er tidskrævende og opslidende og jeg får usandsynligt lange boller af det, og nu må det høre op.

Jeg finder mig selv gang på gang i en eller anden netværksorienteret kontekst, hvor velmenende arrangører har hentet en eller anden smartenheimer ind, som så, i et forsøg på underholdningspræget målopfyldelse, bruger den tid, der skulle have været brugt på netværksdannelse, på farvekridt og fanfarer.

Og bevares, det kan da være hyggeligt nok, og hvis vedkommende er god, er det også morsomt undervejs, selvom de fleste, der lever af dette, leverer en træt og udpint stand-up-rutine, der er så spontan som bulgarsk olympisk synkronsvømning.

Jeg forlader disse møder med alenlange boller og føler mig gennemfaciliteret på en måde, som ellers hører retsals-referater fra Tøndersagen til.

Det må stoppe. Jeg gider ikke mere. Og her burde jeg så runde af med noget selvironisk, afmonterende pis om, at jeg nu skal ind og facilitere en kreativ proces på min sofa, og hvor er mine post-its, men jeg vil ikke.

For jeg er resistent.

Dekantering Schmekantering

Jeg er ikke den store vindrikker, men jeg ER den store "alt kan forbedres med målrettet brug af stavblender"*-fyr, og derfor gør det mig lattervækkende, tragisk lykkelig at se en voksen mand argumentere for hyperdekantering, hvilket er et forsøg på at få det at køre sin stavblender gennem rødvin som noget, der er forsvarligt, sågar gourmanderisk.

Er "gourmanderisk" ikke et ord, siger du? Du bliver nødt til at tale højere, jeg kan ikke høre dig over lyden af min blender. Nej, højere! Eller senere!

Via Lifehacker

*Eksempler inkluderer saucer, sovse, sauvser og Schnauzere. Og kartoffelmos. 


...Og jeg er ikke afvisende overfor, at man kunne udføre en nød-omskæring med stavblender, hvis man skulle stå i akut behov. Er nød-omskæring ikke et rigtigt fænomen, siger du? Jeg kan SIMPELTHEN ikke høre dig over lyden af min vin, der dekanteres.

Dovent Søndagslink på atter ny.

Den her lille film, af en 9-årig pige, som psyker sig selv til at tage turen ned af bakken, gjorde mig uhensigtsmæssigt glad. Det skal gå ud over dig, kære læser.

Læg mærke til pigens skygge ved 1:29, med armene hævet i triumf og adrenalinet tordnende i systemet. Det gør mig glad og mild og søndagssentimental.

Departementet for Det Siger Du Ikke præsenterer...

...Svetlana Gruebbersolvik, den lille godte.

(Jeg kendte hendes far, Slawomir Jan Gruebbersolvik. Han skylder mig stadig 250 Rupek for at ødelægge min bedste косилка.)

Akademi for papkasse-semiotik præsenterer...

...en lettilgængelig metafor.

Things that make you go *urp*, kinda.

Judy Fox, fra udstillingen Cephalopods, 2009

Happy Pi Day!

Hvis jeg af og til er vågen kl. 03.14, fyldes jeg af stor glæde.

Observationer fra "The Artist", som vandt ALT for ALT.

Så The Artist forleden.

Den var rigtig god, af en serie grunde, som jeg kun kan afdække fyldestgørende ved at humaniora-wanke til vi én efter én bliver opslugt af halsen af vores rullekraver.

Men én grund kan jeg demonstrere uden reel indsats og til minimal gene for dig, kære læser. Jean Dujardin er en gave til hele verden, et komisk wunderkind, eller enfant prodige, som man nok ville sige, hvis man havde google translate nærmere ved hånden.

Han befinder sig på det eksakte vippepunkt mellem sindssygt cool og overjordisk noller. Et vippepunkt som jeg elsker, og hvor jeg vil bo, gå i hundene og dø.

(På samme vippepunkt: Somaliske pirater - i øvrigt den søgeterm, der bringer flest uanmeldte besøgende til nærværende enfoldige ekstravaganza - Fernet Branca og Four Jacks.)

Forestil dig, at man placerer Don Draper på den ene ende af en skala. Og hvis du ikke ved, hvem han er, så smid alt, du har i hænderne og køb samtlige fire sæsoner af Mad Men på Amazon. Jeg venter imens.

Det er ham her:

I den anden ende af skalaen placerer man Mr. Bean.

Fuldstændigt ubesværet mellem disse to yderpunkter bevæger Jean Dujardin sig, ofte skiftende mellem polerne på et splitsekund. Det er bedre end sex, og bedre end marcipanbrød.

Her er, hvor godt det er:

Forestil dig, at du gennem måneders nidkært arbejde opsporer og køber Mogens Glistrups badekar. Du fylder det til randen med marcipanbrød. Du løser, hen ad eftermiddagen, tidsrejsens gåde. Du tager til 1966 og kidnapper Susse Wold, tager hende med til nutiden, og så skænder du hende i Mogens Glistrups til randen med marcipanbrød fyldte badekar.

Så godt er det, når Jean Dujardin folder sig ud.

Bevisbyrden er min, og her må jeg bringe et klip, som blev bragt mig for øje af Thomas W. Jeg har endnu ikke set filmen, klippet stammer fra, men den fremstår som den franske, smækre nutidige version af Slå Først, Frede og Pink Panther-filmene. Her danser vores helt:

Og her spiller han musik:

Susse Wold.

20.000 marcipanbrød.

Glistrups badekar.

Mmmmmmm.

Dovent Søndagslink

Jeg elsker Reginald og Beartato højere end jeg elsker min ene testikel.

...min VENSTRE testikel. Den højre er alt for mægtig for dig. (Frit efter Presidio, 1987)

Se nu bare her:

Det er det bedste. I verden. Det fucking bedste.

Læs mere her, det er Nedroid, og det er enestående skægt, og han er på alle måder bedst i verden.

Yderligere en observation på Kvindernes Internationale Kampdag

For et år siden skrev jeg en harmdirrende, nedladende svada om Kampdagen og Google.

Den synes jeg stadig er meget skæg. Men nu her, et år senere, foretog jeg Google Image-søgningen på dansk.

Og den gav i stedet sådan noget her.

Det kan jeg meget, meget bedre lide. Ja, Rosie the Riveter er måske et lidt kedeligt, uddateret empowerment-symbol. Men hun KAN og hun står ved det. Og det er sexet.

Tak.

"Mit formål på Kvindernes Internationale Kampdag er, at Sune synes, jeg er sexet."

Og endnu et en hastigt eskalerende mængde af argumenter for, at jeg er retarderet.

Jeg har en støbejerns-stegepande.

Den kan man fuldstændig hypotetisk lige stege f.eks. en chilimørbrad i, overhælde den med noget der dræber mig langsomt, a la vin og fløde, og derpå LIGE lobbe den ind i ovnen, så den kan stå dér i 45 minutter og blive frikkin' awesome, mens jeg lige bruger min tid mere konstruktivt, ved at ligge flad af grin over Patton Oswalt, nu gratis tilgængelig på Spotify. You're welcome.

Fuldstændig hypotetisk kan man så tage den ud af ovnen tre albums senere, med tårerne trillende ned af kinderne. Nu er panden 200 grader varm. Det forstår alle. Når 'braden og sovsen er ekstraheret fra panden, kan man da lige smide panden over i vasken og give den en tur med den gamle kras-børste.

Hvis ens hjerne (for nærværende benævnt Vidkun A.L.J. Quisling) da ikke skyndte sig at fortrænge pandens temperatur og lod muskelhukommelsen overtage styringen af hænderne.

Av for Fandens tusindfold omsmeltede smørekniv, det gjorde nas.

Dette indlæg skrives i korte, jamrende runder, mellem min højre hånds (for nærværende benævnt Cervelatpølsen efter farve og konsistens) hyppige besøg i en viskestykkeomviklet isterningpose. Ikke den fredag aften, jeg ønskede mig - men måske den, jeg havde fortjent.

"Oh, Skycake."

Kaffeindlæg efter lang tids tavshed.

For andre forklaringer på ting, der har befundet sig på det præcise vippepunkt, hvor man godt gad vide det, men simpelthen ikke gad smøge ærmerne op og slide sig igennem den nødvendige research: this guy on YouTube.