Så The Artist forleden.
Den var rigtig god, af en serie grunde, som jeg kun kan afdække fyldestgørende ved at humaniora-wanke til vi én efter én bliver opslugt af halsen af vores rullekraver.
Men én grund kan jeg demonstrere uden reel indsats og til minimal gene for dig, kære læser. Jean Dujardin er en gave til hele verden, et komisk wunderkind, eller enfant prodige, som man nok ville sige, hvis man havde google translate nærmere ved hånden.
Han befinder sig på det eksakte vippepunkt mellem sindssygt cool og overjordisk noller. Et vippepunkt som jeg elsker, og hvor jeg vil bo, gå i hundene og dø.
(På samme vippepunkt: Somaliske pirater - i øvrigt den søgeterm, der bringer flest uanmeldte besøgende til nærværende enfoldige ekstravaganza - Fernet Branca og Four Jacks.)
Forestil dig, at man placerer Don Draper på den ene ende af en skala. Og hvis du ikke ved, hvem han er, så smid alt, du har i hænderne og køb samtlige fire sæsoner af Mad Men på Amazon. Jeg venter imens.
Det er ham her:
I den anden ende af skalaen placerer man Mr. Bean.
Fuldstændigt ubesværet mellem disse to yderpunkter bevæger Jean Dujardin sig, ofte skiftende mellem polerne på et splitsekund. Det er bedre end sex, og bedre end marcipanbrød.
Her er, hvor godt det er:
Forestil dig, at du gennem måneders nidkært arbejde opsporer og køber Mogens Glistrups badekar. Du fylder det til randen med marcipanbrød. Du løser, hen ad eftermiddagen, tidsrejsens gåde. Du tager til 1966 og kidnapper Susse Wold, tager hende med til nutiden, og så skænder du hende i Mogens Glistrups til randen med marcipanbrød fyldte badekar.
Så godt er det, når Jean Dujardin folder sig ud.
Bevisbyrden er min, og her må jeg bringe et klip, som blev bragt mig for øje af Thomas W. Jeg har endnu ikke set filmen, klippet stammer fra, men den fremstår som den franske, smækre nutidige version af Slå Først, Frede og Pink Panther-filmene. Her danser vores helt:
Og her spiller han musik:
Susse Wold.
20.000 marcipanbrød.
Glistrups badekar.
Mmmmmmm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar