Vilkårlig støj uden mål og med, eller mål.

Hellige Guds Bofælles i køleskabet efterladte cervelatpølse dog, hvor er det længe siden, jeg har skrevet.

Det skyldes at jeg:

a) har haft den travleste arbejdsmåned i mit lille, elendige liv, og

b) ikke lige har oplevet noget, jeg bare MÅTTE sige noget sammenhængende om. Tavshed er guld, siger man, og i så fald vil jeg omsætte min blog for dagsprisen (248.81 kr, kilde: "http://www.guldpris.dk/" og helt ærligt: hvem har brug for den hjemmeside? Hælere. Og pirater. Begge seje erhverv, som jeg vil skrive på min back-upliste over erhvervsmuligheder, når det her teaternoget går belly-up.

Indtil videre rummer min plan-b-liste følgende muligheder, foruden de ovennævnte:

- Gymnasielærer

- Skraldemand

- Ham der, der går rundt og rundt om Musikhuset med en flammekaster og brænder ukrudt af brostenene med radio Horsens gjaldende i sit høreværn. Han ser fandeme glad ud.

- Cyborg

- Barrista

- Flaneur

- Coach

- Efterskoleforstander

Ingen af disse hverv er for mig forbundet med nogen særlig virketrang, men det er nogle, jeg tror, jeg med en begrænset indsats vil kunne komme til at bestride til en nogenlunde tilfredsstillende grad.

(billede urelateret)

Dertil, som nævnt

- hæler, som virker som et hyggeligt, stillesiddende arbejde, der kræver et solidt, fradragsberettiget skalkeskjul a la Barrista eller Flaneur

- pirat, og der skulle man tro, at jeg mener de to nørdede versioner, altså Sortskæg:

"Nej, jeg er ikke ham fra Skæg Med Tal. Fuck nu af."

...eller sådan en her:

(Jeg havde engang en kæreste, som havde "Hacker" som sin erklærede erhvervsmålsætning efter at have set denne film. Det udtrykte jeg en holdning til, med lyde, jeg lavede i armhulen. Kort efter flyttede hun ud.)

(- Hacker)

...Men det jeg EGENTLIG godt gad være, var somalisk pirat. Som erhverv. De rammer det rigtige vippepunkt af vildt badass og totalt sølle. Sådan forstår jeg mig selv. På dét vippepunkt.

"...Og en hel flaske rom."

...Nå, guldpriser. Parentes slut.)

Anyway, jeg er lige kommet i tanker om, at jeg HAR oplevet noget, som er værd at snakke om. Jeg har nemlig oplevet min helt egen Being John Malokovich, da en flok elever til en teaterskolevisning pludselig tog masker på af mig. Fuck, det var skægt og weird, og til tonerne af Tom Waits, no less. Det måtte foreviges:

"It's my head, Schwartz, and I'll see you in court!"

Crazy, no?

Som bonus, inden jeg skrider, vil jeg lige dele med jer, hvad der sker, hvis man Google Image Searcher "Utilfredsstillende". Foruden en serie billeder af Claus Hjort Frederiksen, nogle vilkårlige fodboldmålmænd, en masse fra sygehusvæsnet og et enkelt, finurligt billede af Lars Muhls kønsdele, får man:

Rigsrevisor Henrik Otbo. Han er sgudda fin, hva? Eh?

"Jeg groede mit overskæg ud så jeg ville ligne Mr. Bean mindre."

Løse observationer fra X-factor semifinalen

Jeg hader, når de såkaldte sangere kaldes "artister". Ikke een af dem sluger sabler eller ild, eller løfter vægtstange iført leopard-trikot.

De er IKKE artister - allerhøjst musikere. Og lige knap dét.

* * *

Babuo havde taget et farvestrålende outfit på, som fik mig til at forvente, at han ville stikke i rend og løbe rundt og rundt om dommerpanelet, indtil de blev til smør.

* * *

Hvorfor HELVEDE buer publikum af Blachman, når han påpeger, at monkey boy synger falsk og under sit niveau? Det er jo evident, at det forholder sig sådan. Det er som at bue af TV2 News.

...ja, okay.

* * *

Hurtigt tænkt af Anne-Louise, at hun sang i begge mikrofoner, nu sceneteknikerne åbenbart i fuldskab havde stillet mics op til retardo-tvillingerne, der røg ud i sidste uge... Hun har dog bedre stænger end Axl Rose. Men ikke ret meget bedre.

"Halløj, Skipper."

* * *

Fantastisk referencespækket arrangement af Eurythmics’ Sweet Dreams. Hvis de nu kunne få en faktisk sanger til at synge det, ville jeg godt give 6 kr for det på iTunes. Hvis jeg altså brugte iTunes.

* * *

Patricia er helt død indeni. Det er tydeligt, at hun kun deltager i showet for at vinde penge for at frikøbe sin kidnappede familie fra somaliske pirater.

* * *

Aftenens måske skarpeste vokal-performance kom fra den jodlende spejderpige på strøget, der kom ind fra højre, ridende på energiindholdet fra 8 pakker skamfuldt slugte Karen Wolff-honningsnitter. Hvis sejren ikke går til hende, er der ingen retfærdighed til.

* * *

Anden runde af sangene – de seervalgte - var undtagelsesløst svagere, kedeligere og falskere end de dommervalgte.

Skal vi af dette tyde, at dommerne faktisk ER bedre til at orientere sig i musikhistoriens udvalg end 400.000 tweens på dr.dk? Hvem skulle nu have troet det? (hint: ikke mig.)

* * *

Lykkedes det lige Cutfather at reducere hele sin faglighed til ”smag og behag”?

I så fald er der en plads som kulturminister ledig lige om lidt, når nogen forveksler Per Stig med en støvbold og træder på ham i skovbunden under Hubertusjagten.

* * *

Patricias falset-backup (”Turn arooooound...”) er en bedre sanger end samtlige auditionede sangere i X-faktor-franchisen fra 2009 og frem.

* * *

Re: Patricias omsang: Et sted ude i verden vågner Bonnie Tyler med et sæt, med tårer i øjnene og en følelse af at være blevet kildet i tolvfingertarmen med en brugt piberenser.

"Ej for helvede."

* * *

Jeg vil meget hellere se på Lina Rafns lækkerfede, coke-spættede lår, end på næsten alt andet i det her show. I særdeleshed end på Lise Rønne, (som, i parentes bemærket, er min første association til ordet ”selleri”).

* * *

Hvornår fanden er ”voksen” blevet gangbar valuta i X-faktor, et show hvis primærmålgruppe er 9-14-årige provinspiger, og som aktivt og målrettet fordummer hele nationen, der, tyraniseret af selvsamme provinspiger ser showet uge efter uge? Svar mig på det, Pernille!

* * *

Hvorfor råber publikum navnene på deltagere, når Liselleri skal læse noget op, der står på en seddel i en forseglet kuvert? Tror de, hun laver noget om baseret på deres input?

"Hvad siger I? Tykke Spejderpige? Jamen SÅ..."

* * *

Sarahs mor har respektindgydende store bryster. Og Patricias familie (den u-kidnappede del) har brilleabonnement hos samme Amager-baserede discount-optiker.

* * *

Ooooooog med exit: Patricia kan Bonnie Tyler igen trække vejret ubesværet.

Vi må så nok erkende, at de somaliske pirater kan beholde Martin og lille Hannibal.

Til gengæld får en frisørsalon på Amagerbrogade nu muligheden for atter at lystigt reklamere med ”få highlights fra en Zelebrity”!

Team Susse

En kort observation: Fuck Helena, fuck Ghita, fuck Laura C og Helle F.

Der har aldrig - ALDRIG - været en lækrere kvinde i Danevang end Susse Wold.

Sommer i Tyrol (1964)

The Små piger (1966)

Hurra for de blå Husarer (1970)

Den Kroniske Uskyld (1985)

Holy fucking shit. Ja, hun er 72 år gammel. Men bød lejligheden sig, ville jeg være all over that.

Søg-Og-Erstat-Komedie-Akademiet præsenterer: En grufuld avisartikel

En mand blev ved 4-tiden natten til onsdag dræbt ved et Stig Rossen-angreb på campingpladsen Soda Butte nær nationalparken Yellowstone i Montana.

Manden lå i sit telt, da Stig Rossen angreb og dræbte ham, bekræfter myndighederne over for nyhedsbureauet AP.

Myndighederne ved ikke om det er en eller flere Stig Rossen, der står bag angrebet, ligesom der er tvivl om, hvilken race der er tale om.

Pas Satans godt på.

En anden mand blev bidt i det ene ben, og måtte behandles for sine kvæstelser på hospitalet, og en kvinde fik kvæstelser på begge arme.

Den foreløbige politiefterforskning peger på, at alle ofrene lå i deres telte, da angrebet fandt sted.

Alle campister på campingpladsen er blevet evakueret, og campingpladsen er lukket på grund af frygt for nye angreb.

En observation på Kvindernes Internationale Kampdag

På visse mærkedage ynder Google at udskifte deres logo med en sigende, repræsentativ grafik. Denne 8. marts - Kvindernes Internationale Kampdag - ser den sådan her ud:

Og fint nok. Jeg vil overlade det til billedanalytikerne at lave eksegese over billeder, som er nøje udvalgt af grafisk kompetente Google-ansatte til at repræsentere, i fyndigt og poetisk billedsprog, hvad Google-koncernen synes om 8. marts. (hint: de synes, at kvinder også skal have uddannelser. Kontroversielt!)

Men hvad synes Google Image Search, som styres, skal vi sige, informationsdemokratisk, idet brugernes egen trafik organiserer de først fremviste billeder?

En hurtig søgning på "International Women's Day" afslører, at ca. en fjerdedel af alt det billedmateriale, der fremkommer, har med BLOMSTER at gøre.

Ikke sydafrikanske voldtægter, ikke somalisk kvindelig omskæring, ikke østasiatiske sweat shops.

Blomster.

WTF.

"Udbytteriet af tredje verdens kvinder festligholdes bedst med en munter krans."

"Glædelig Kampdag! Jeg håber, min kæreste inviterer mig på restaurant!"

"Glæder du dig ikke også til sommer? Så kommer der nyt H&M-katalog."

"Tillykke med Kampdagen, Norman Rockwell!"

"..."

Hold nu kæft, hvor er der langt fra Emmeline Pankhurst til det der. Hvis Google Image Search er en pålidelig lodning af kønskampens zeitgeist - og intet, jeg har set i dag, giver mig grund til at tro andet - indleverer jeg snart mit svenske medlemskort til Feministisk Forbund.

Pink sagde det bedst:

Min egen holdning: Kampdagen har en enorm international berettigelse - men ikke i Vesten. Lad os få styr på Yemen, Pakistan og Zimbabwe, før vi bekræfter hinanden i, at der nu ikke er noget, der viser politisk bevidsthed som en fin lille gif med blomster på.

Gloria Steinem græder salte, salte tårer over jer, damer.

I'd tap that.

Min kontaktannonce

Til husstanden*,

Jeg er en velsoigneret mand på 33, der søger en sød kæreste, eller evt. bare en kæreste. Alder og udseende har nærmest ingen betydning, så længe du jævnligt forveksles med Natalie Portman.

Sådan her ville være godt.

Om mig selv:

Jeg kan godt lide ting, der er rare, og mennesker, der er flinke. Mindre entusiastisk er jeg omkring ting og mennesker, der er ubehagelige.

Som eksempler på ting, der er rare, kan nævnes "Det Lille Hus På Prærien", rent sengetøj, varme måltider, tøj, der fremhæver mine gode sider, og folk, der har klare forventninger til min adfærd (i det omfang, jeg kan leve op til dem. Ellers hører de til i den næste kategori).

Ting, jeg har sværere ved, er afrikanske diktaturer, botulisme, og tv-serier, der snobber opad. Her tænker jeg på f.eks. "Mad Men", "According to Jim" og "Regionale Nyheder".

En anden dealbreaker er Holocaustbenægtere eller -bekræftere. I det hele taget: hvis du har stærke holdninger til Holocaust, gætter jeg på, vi ikke er et godt match.

Så meget er der heller ikke at sige om dét.

Jeg er fri af tidligere forhold, for så vidt som jeg nærmest ikke har nogen omgangskreds og kun ser min familie under ordnede forhold og tæt opsyn. Mine tidligere kærester har alle det til fælles, at de ikke ved, at vi har været kærester, så der skulle ikke være noget dér.

Dog har jeg, efter kraftige henstillinger fra en serie af velmenende offentligt beskikkede kontaktpersoner, besluttet mig for at forsøge at skaffe en kæreste, som er bevidst om arrangementets natur.

Jeg nævnte, at jeg er soigneret, og der vil jeg gerne uddybe, at jeg er endog MEGET soigneret. Dette ser jeg som et plus, men i ærlighedens navn skal jeg sige, at det medfører nogle helt bestemte procedurer i min hverdag, som på andre kan virke tidskrævende og grænseoverskridende. Det er derfor imperativt, at du, som min kommende bevidste kæreste, er rummelig og ikke har for travlt i hverdagen. Min soignering af både mig selv, min bopæl og andre omgivelser kræver stor omhu.

Stor, stor omhu.

Af grunde, som jeg ikke har mulighed for at uddybe i disse korte linjer, vil alle møder i første omgang** skulle finde sted i offentlige etablissementer, og jeg vil være nødsaget til at medbringe en bisidder. Jeg vil dog formentlig kunne forhandle en situation frem, hvor bisidderen ikke sidder ved vores bord (jeg forestiller mig, at der vil være borde). Hvis vi timer det rigtigt, vil bisidderen måske kunne være Nancy, som, foruden stærk socialpædagogisk kompetence og en sikker hånd med en strømpistol, spiller en gedigen mundharpe, hvilket kan medvirke til at sætte stemningen for vores møde. (Jeg forestiller mig, der vil være stemning.)

Hvis ovenstående fanger din interesse, er du mere end velkommen til at skrive til mig. Billedsvar vil blive behandlet først, men forvent ikke at få billederne tilbage, da jeg skal bruge dem til noget.

Med venlig hilsen og håb om bevidst kontakt,

Sune Sørensen.

* Jeg var meget i tvivl om dette, men "til rette vedkommende" virkede så klinisk, og "husstand" lyder rigtig hyggeligt. Lidt som "hjemmets lune Arne", en fyr jeg i hvert fald godt gad hænge ud med. Han kan garanteret en masse historier.

**Indtil der foreligger noget dokumentation for din samtykke på skrift.

Søg-Og-Erstat-Komedie-Akademiet præsenterer: Min playlist til næste kortaften.

"The Whist" - Chubby Checker

"Let's Whist Again" - Chubby Checker

"Whist" – Phish

"Whist" - Korn
(Obs: Korn is in no way affiliated with Phish)

"Peppermint Whist" - Joey Dee and the Starlighters

"Simple Whist of Fate" - Bob Dylan

"Cherry Whist" - Crystal Method

"Whistin' the Night Away" - Sam Cooke

"Whist and Shout" - The Beatles

"Soul Whist" - King Curtis

"Whist & Limbo" - The Impressions

"Whistin' U.S.A". - Danny & The Juniors

"Poor Whisted Me" - Metallica

Oooog endelig:

"Ironic Whist" - Jimmie Vaughan

"Dude. Not okay."

En Dramalærer Ved Kong Arthurs Hof og andre selvindsigter

I forlængelse af mine enfoldige udgydelser om den forestående Zombieapokalypse slog det mig, at uanset hvilken high concept-firserfilm, jeg måtte havne i, vil jeg komme grusomt til kort og formentlig omkomme i en klat slim eller ved at falde ned i et hul.

Tidsrejser? Jeg kan sgudda ikke lave penicillin eller bygge et køleskab eller lave en trykpresse. Jeg har ingen medicinsk viden eller ingeniør-færdigheder. Jeg kan ikke facilitere fremtidens komme eller oplyse min samtid om noget nyttigt. Jeg kan snakke lidt om psykolingvistik og om systemteori, og det meste jeg ville kunne fortælle, er formentlig forkert eller allerede modbevist.

Monsterjægere? Næ. Jeg kan ikke støbe sølvkugler eller bygge en proton pack.

Ikke bygget af mig.

Science Fiction? Fantasy? En galakse langt borte? Glem det - jeg har ingen færdigheder, der kan komme til nytte på Tattoine eller i Mordors bjerge. Jeg ville forvride en ankel eller kløjs i noget lembasbrød eller bare omkomme med et kvindagtigt piv et sted i baggrunden, mens Sean Bean sagde noget krasbørstigt og skægstubbet.

Og her er den grufulde erkendelse, disse betragtninger fører mig til: Hvis mit liv var en firserfilm, ville jeg ikke være helten.

For jeg er jo sådan en kunstfrans. Den blødeste humanist i pakken; sprog, litteratur, kulturhistorie og dramaturgi. Alt sammen tilbagelænet akademika, hvor man betragter levet liv og nikker eftertænksomt, mens man bakker på piben. Ikke ret proaktivt. Meget lidt MacGyver-esque.

Lad os være ærlige: den siddende regering har jo en pointe, når de udråber kunsten til nyttesløs. I hvert fald i sådan en her-og-nu-nytteforståelse; hvis jeg pludselig havnede i fortiden eller fremtiden eller i Dunes ørkener eller i en zeppeliner med Dr. Jones... hvad kunne jeg så gøre? Ikke en skid. Jeg er Marcus Brody, Louis Tully, Ginny Weasley, Xander, C-3PO, Pippin... jeg er Tommy og Goddamn Annika - jeg er ham, der wisecracker nervøst i baggrunden og kommer i knibe og må reddes. Men jeg er sød og rar og kun momentvis skideirriterende, så det er på mystisk vis alligevel vigtigt at få mig reddet, og derfor har jeg en chance. Fordi jeg er nyttesløs, men flink. Meget rar at have. For at vise, at man har overskud til at have sådan en som mig med på slæb.

Ligesom kunsten.

Kunsten, siger jeg.

Det er så nu, jeg i retorisk feberredning skal dekonstruere min egen udsigelse og opridse, at der stadig er håb, for vist har jeg, og kunsten, en stor nytte i det store perspektiv. Vi er meget mere nødvendige end håndværkere og opfindere og bla bla bla og selvretfærdig mundgejl.

Alt det gælder ikke i en fucking firserfilm. Ikke en skid.

Hvem vil du stå last og brast med i en firserfilm? Ham her, ikke?

Men jeg er ham her.

Jeg var fandeme spejder længe, altså. Jeg havde så mange duelighedsmærker, at der ikke var plads til flere på mine spinkle, dejfarvede arme. Der var både et med en økse og et med et bål, og et med Røde Kors og et der viste, at jeg godt kunne bruge en dolk uden at gøre synderlig skade på nogen, inklusive mig selv. Jeg var duelig, og jeg var beredt, og jeg var helten!

Men de LØJ for mig med deres mærker. Jeg er ikke duelig og jeg er i særdeleshed ikke beredt. Igennem mit liv har jeg ofte modbevist det, mærkerne antydede - jeg har engang hakket en ven i fingrene med en økse (hej, Martin) og brændt talrige sokker af i et bål og jeg lukker ikke op, når Røde Kors samler ind og jeg har skåret mig i fingrene, mens jeg hakkede løg, flere gange, end jeg kan tælle (og har fingre (tilbage)). Fucking spejdere og deres løgnemærker.

Jeg trøster mig kun ganske lidt ved at konstatere, at det der med at blive suget ind i en firserfilm er sådan noget, der sker for helte. Duelige, beredte, assertive, kompetente. Og da jeg helt evident ikke er en helt, må opgaven være at for enhver pris undgå alle, der kunne rumme disse kvaliteter, så jeg ikke bliver hevet ind i en malstrøm af sidekick-relateret ballade i DERES historie. Hvis jeg derfor, næste gang jeg møder netop dig, vender mig brat og løber min vej, er det formentlig fordi jeg anser dig for en potentiel helt, som vil forårsage min død, hvis jeg ikke tager benene på nakken.

Dit kompetente svin.

Løse observationer fra Dansk Melodi Grand Prix 2011

DR har nu officielt givet op og overladt alle værtstjanser til Felix Smith og Lise Rønne. Det næste logiske træk bliver vel at overlade dem tømmerne til Lille Nørd, hvor de kan udnytte deres bundløse evne til at fake entusiasme om noget, der reelt ikke vækker entusiasme i ret mange over 8 år.

* * *

Hvis Rasmus Seebachs jodlen 2.0 ikke havde hvinet i togskinnerne på alle landets tweens i de sidste to-tre år, ville Tommy Seebach næppe være blevet kanoniseret af Kirsten, Keld og Dario (samt, i producerboksen: fætter Sigurd og Fladmast). Han ville stadig stå i vores erindring som en hengemt orgelbokser med bourbon-ånde, og ville for alle under 20 kun have kulturel relevans i form af denne animerede .gif:

den jeg er

Du behøver ikke at sige undskyld. For du har gjort mig til den, jeg er.

* * *

Den groteske overrepræsentation af svenske komponister og sangere får mig til at tro, at der et sted i DR-komplekset sidder en producent og tilfredsstiller sig selv til gamle VHS-bånd af Carola Häggkvist. Eller muligvis Herreys. Jeg kigger på dig, Jan Lagermand Lundme.

* * *

Det musikalsk mest interessante nummer - nr. 6 - blev fuldstændig overskygget af Stine Kincks bare røv i en Beyoncé-knockoff-gymnastikdragt. Det var sgu en skam. Kan vi ikke genbruge beatet? Jeg tror ikke Sugababes har noget at lave for tiden.

* * *

DRs lørdags-primetime havde flere tekstningsfejl end tirsdag formiddags sendeflade på Tv3 Puls. Inklusive fejlstavningen af ordet "friend" i vinderbandets navn under sms-afstemningen.

* * *

Vindersangen var øjensynlig komponeret af en frysetørret Sonja Oppenhagen.

Næstyderst til højre. Hvor dybt Vicki Hackel er faldet.

* * *

Jeg kunne lytte til Martin Bryggman citere Søren Rasted i dagevis. In fact: "Fire I Gulvet" bliver navnet på mit splinternye Anne Noa-tribute band. Hvis bare jeg kan finde en arbejdsløs Århusbaseret blondine, der ikke skal noget i den nærmeste fremtid og tilsyneladende er tilfreds med uendeligt lidt...

* * *

Little known fact: Bent Fabricius-Bjerre får skiftet alt sit blod seks gange i døgnet. Det specialimporteres fra gadebørn i Sao Paolo. Stolen, han slumrede i, dublerer som dialyseapparat.

* * *

Der er meget snak om, at vindersangen "A New Tomorrow" skulle være et plagiat af Andreas Johnsons "Sing for Me" fra 2006.

Men hele lortet er jo planket fra The Monkees "Daydream Believer" fra 1967.

Vinderbandet "A freind in London" [sic]. Bemærk Kevin Spacey med Beatleshår yderst til højre. Top venstre: Ted Bundys misundelige lillebror.

Spørg ikke, hvad Zombieapokalypsen kan gøre for dig...

Vågnede tidligt i morges med eksistentiel krise. Efter en serie af horror-drømme, som Dr. Jung ville have gnubbet sig uterligt i skridtet over, vågnede jeg med vidt opspærrede øjne halvanden time før vækkeuret ringede. Mens drømmens mere grafiske elementer fortog sig, slog det mig: Hvad kan jeg EGENTLIG bidrage med, når zombie-apokalypsen kommer?

Mine shortcomings er utallige og jeg bliver deprimeret af at opliste dem. I flæng kan nævnes, at jeg trods 10 år som KFUM-spejder nede i firserne næppe ville kunne bygge en tilfredsstillende palisade, fange rådyr med de bare næver, eller for den sags skyld binde andre knob end råbånds- og diverse halvstik, samt et halvt hundrede knuder, jeg selv har fundet på, der ikke tjener noget særligt formål, men med lidt god vilje ligner en diller. Jeg har aldrig affyret noget med mere ildkraft end et luftgevær, blev "begrænset egnet" til session ovre i halvfemserne, og kunne ikke løbe fra en astmatisk otteårig, end mindre en zombiehær på fremmarch. Alt i alt er jeg fucked.

Zombie-Kalle bekræfter, at jeg er fucked.

På den anden side har jeg visse færdigheder og egenskaber, som kunne komme i spil, når de døde vandrer på jorden:

- Jeg kan løfte og bære mange tunge ting, såsom maskingeværer og trangia-sæt (omend lidt langsomt, specielt op ad bakke eller trapper).

- Jeg har slebet mange, mange køkkenknive; en færdighed der formentlig uden videre kan overføres til jagtdolke og brandøkser.

- Jeg har indgående kendskab til Århus midtbys geografiske layout og kan uden videre hjælpe med at finde vej til centrale vandforsyninger - her tænker jeg Århus Å - og gode steder, man kan befæste med europaller og siden halvhjertet forsvare mod zombiernes stormløb. Et godt forslag, allerede nu, kunne f.eks. være Prismet, som jeg godt kan finde hen til.

- Jeg kan omtrent 500 melodier fra gamle, danske sange, og er en habil lejlighedsdigter. Jeg vil derfor godt påtage mig at lave en nationalsang, når vi grundlægger en ny verdensorden. Den kommer til at gå på "Her kommer Mutter med Kost og Spand".

- Jeg er indædt ateist og vil således ikke miste troen på Gud, med apati og mine rejsefællers død til følge. (Jeg vil dog fnyse hånligt og himle med øjnene, når nogen tilskriver vores overlevelse et mirakel).

- Jeg kan tænde ild til næsten alt, fra servietter og armbehåring, og op til og inklusive et udehus da jeg var 10, og jeg vil godt gribe chancen for at undskylde overfor Brunos bedsteforældre, nu de begge er døde og næppe læser denne blog. ...Med mindre de er zombier, i hvilket tilfælde jeg VIRKELIG er ked af det; det var mest Bruno, jeg var bare til stede, vær søde at ikke æde mig.

Seriøst: det var Bruno.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at jeg bliver Zombieapokalypsens skjald/pakæsel, hvilket måske er mindre glamourøst end den heroiske leder, den storbarmede blondine, som de andre i fordrukken desperation kommer op at slås om, eller nørden, der pludselig viser sig at have værdifulde ressourcer i form af belejlig paratviden.

Til gengæld bliver mine kompetencer uvurderlige, når moralen er lavest. For jeg er ham, der har slæbt seks kilo Snøfler(TM) med, fra da vi plyndrede Netto på Thorvaldsensgade fjorten dage tidligere, og som med kraftig røst kan lede koret i en rørende udgave af "Vi Bor I Prismet (med Kost og Spand)." Fortrøstningsfuldt stoler jeg på, at disse kompetencer vil vise sig så uvurderlige, at den heroiske leder, blondinen og nørden ikke udstøder mig af samfundet, grusomt overladt til Brunos bedsteforældre.

Jeg er sikker på, jeg kommer til at sove meget bedre i nat.

Dramaturg vs. Nørd - et livsdilemma

Se, forleden lod jeg mig trække med i biffen af en samling kære, kære mennesker, der ligesom jeg selv er nogle fucking nørder, som har taget sig en kandidatgrad i Dramaturgi. Hvilket er en meget besynderlig fagkombination. Min oplevelse af filmen, som jeg vender tilbage til, fremprovokerede den eftertrykkelige erkendelse, at nørd og dramaturg er to størrelser, der trækker i hver sin retning, med grufulde sjælesmerter til følge. Den betragtning vil jeg nu tærske til døde i svulstig tale og med stjålne illustrationer.

Break it down:

Nørden har som central kompetence en stor evne til at fordybe sig i - og dygtiggøre sig indenfor - et emne, som forholdsvis få vil have interesse i. Dertil evnen til at mobilisere voldsom entusiasme på et spinkelt grundlag. Evnen til at påskønne helheden på trods af lattervækkende fejl i delelementerne, er en meget nyttig nørdeegenskab. Livsnødvendig, sågar. For observation af dette, brug tyve minutter i en given tegneserieforretning, hvor en hoben nørder kan bruge måneder af deres liv på at hudflette Marvels kontinuitet med stor, stor kærlighed til helheden. Star Wars og Star Trek, Tolkien, Hitchhiker's Guide... fortællinger, myriader af nørder vil hævde er stor kunst; decideret kanon - men som på et teknisk niveau er, well - elendigt makværk uden de store litterære eller æstetiske kvaliteter. Men FUCK det er fedt, mand, fuck.

"W00t, motherfuckers, lol!"

Dramaturgen har som arbejdsopgave at pille en fortælling fra hinanden for at se efter, om den virker ordentligt, finde fejlene i historien, og foreslå, hvordan den ændres til det bedre. Hårdt opspændt på analysemodeller, og erhvervsskadet grænsende til -forkrøblet er dramaturgen en pestilens at være i biografen med. Alle dramaturgens apparater springer i beredskab, når Tjekhovs pistol placeres på kaminhylden. Dramaturgen har regnet alle plots ud før de forløses, kan pege på alle plothuller og fortælle nøjagtig, hvad der gik galt og hvorfor, og hvor skuffende det EGENTLIG er, at folk bare aldrig tænker sig om. Hvad mere er: denne elendige adfærd kan ikke hjælpes. Det er mere end en erhvervsskade, det er en uundgåelighed og en nødvendighed for at kunne udføre sit hverv.

"Der var mange gode billeder."

Så når en dramaturg/nørd som jeg selv tager i biografen for at se en filmatisering af noget, der bare perifert knytter sig til nørdekultur, ender det med katastrofe. Derfor var det måske dumt at se Tron Legacy i det hele taget. Men på nørdens vægtskål lå der nogle tungtvejende argumenter:

- TRON fra 1982 var helt vildt sej, da jeg var 12. (Og egentlig kunne jeg stoppe her. Den sætning er al moderne nørdekulturs eksistenberettigelse).

- Trailerne lignede noget, jeg ikke har set, siden jeg så Matrix i 1999 og øjeblikkelig regredierede til min filipensramte senpubertet af fryd.

- Om så Jeff Bridges var med i en sekstimers dokumentar om ribsplukning udenfor Struer i midtfirserne, ville jeg stå der. Som et søm.

Og på Jeff Bridges-fronten skuffede filmen da heller ikke; han spiller faktisk hele tre roller, hvoraf to er så dybt i The Uncanny Valley, at jeg fik myrekryb, hver gang hans onde robotøjne lynede, og jeg fik lyst til at gå i brusebad. (Rækkerne bag mig brokkede sig noget, og jeg skal vist også betale for en rensning af dyserne i cola-automaten. Men jeg fik dem talt fra en politianmeldelse - score!)

Den tredje rolle er, i store træk, The Dude As Jedi Master. Og hvis du ikke smiler ved den tanke, så er vi ikke længere venner. Nej, gå med dig. Bare gå. Vi har ikke mere at sige hinanden.

"Well, they finally did it. They killed my fucking car."

Der er ramasjang for hver en skilling; glas-fodboldbaner og lysshow og lækre kællinger i latex og fuldstændig vanvittige virtuelle motorcykeljagter. Og man kan KUN se den i 3D. Nørden rækker efter sin inhalator og stirrer intenst på sidemanden. Tics'ene lyner over hans måneansigt. Fuck, det er fedt!

Men så er det, at dramaturgens redskaber uindbudt sætter ind, og med rynkede bryn begynder at afdække, at der ikke er tænkt i bare tyve minutter over fiktionsuniversets interne logik og regler. Store, potentielt spændende plot bliver smidt lemfældigt ved vejkanten og hvad der virker som det store, patetiske plottwist bliver bøvset ud i en skødesløs ekspositionsbemærkning, kilet ind mellem to ligegyldigt overskruede actionsekvenser. Og dramaturgen tager kvælertag om nørdens hals og råber "Det her er sindssygt dårligt, hvorfor tog vi herind, jeg SAGDE det jo!" så spyttet fyger over nørdens sideskilning. Mens nørden, med næseblodet fossende, piver "Kan du aldrig bare slappe af og bare nyde det, selvom det er dumt?" Og dramaturgen hvæser, og nørden tuder, og sidekvinden rækker efter sin peberspray uden pludselige bevægelser.

Som en lavbudgets buddykomedie fra halvfemserne - eller, lidt mere high-concept - som siamesiske tvillinger i slægtsfejde, samlever min indre nørd og dramaturg, i kejtet favntag. Og de SKAMMER sig, når de skal præsentere deres pinlige tvilling for vennerne.

Heldigvis er vi nogle tvillingepar, schizoide nørdeturger, der lever i samme skisme år ud og år ind, og vi arbejder på at finde balancen mellem nørdens hujen og dramaturgens kølige analyse. Det lykkes af og til (Indiana Jones, Firefly, Watchmen), og så er der ingen ende på min jubel.

Tron Legacy gjorde det ikke for mig, og får derfor (i Tron Legacys ånd, i skamløs intertekstualitet med 2002-udgaven af mig selv) min laveste karakter: en billardkugle.

På femteåret opstanden fra de døde

Hejsa.

Engang skrev jeg en blog om vilkårligt støj, der faldt ind i mit hoved, mens jeg burde skrive speciale. Det var i 2005, og i internet-år er det jo seks menneskealdre, eller 400.000 inkompetent photoshoppede memer siden.

Specialet er for længst skrevet, afleveret og prompte glemt af alle. Mange af dæknavnene i bloggen giver ikke længere mening, nogle af de mennesker, de dækkede over, ser jeg ikke længere - og mange af de ting, jeg rantede om, ligger mig ikke længere på sinde. Men meget af det var sgu meget skægt. Trods alt.

Bloggen hed Mig Mod Kylleret, og den lå her:

http://zen.smartlog.dk/

Jeg ser, at alt, jeg skrev dengang, stadig findes online, som intellektuelt vraggods i internettenes smattede dønninger. Og jeg husker, at jeg egentlig morede mig meget med bloggeri om alt og, som oftest, ingenting. Så nu vil jeg blogge lidt igen. Men jeg har glemt koderne til smartlog, og blogger hooker op med google på en så finurlig måde, at jeg lige gør sådan her i stedet.

Forvent meget, meget lidt. På den måde bliver ingen af os skuffede.

Næste indlæg:

"Dramaturg vs. Nørd - et livsdilemma"