En tilbagevendende tanke for mig har i årevis været, hvorvidt jeg egentlig kunne henslæbe min tilværelse som vegetar. Ikke fordi jeg som sådan har moralske skrupler med at æde andre væsner. Jeg vil principielt æde hvad som helst, levende som dødt. Sæler, kameler, strandvaskere og selvdøde familiemedlemmer - I'll eat anything once. Jonathan Safran Foer kan proppe "Eating Animals" op i røven. It don't matter to Jesus.
Man kunne så forestille sig, at det havde noget med sundhed at gøre. (Min, ikke dyrenes, som jeg som bekendt vil skide på). Det siges jo, at man kan undgå ti typer kræft og fem slags fnat ved at æde 6 portioner frugt og grønt om dagen. Jeg mistænker, at hvis vi åd 12 om dagen, ville vi blive udødelige.
"Abonnér på Aarstiderne og få en katana med i købet."
Men det er bare heller ikke derfor, for ligesom seriemordere ikke regner med at blive fanget, regner jeg jo ikke med at få de af civilisationens sygdomme, som Faktas oksefars 18-20% kunne gå hen og føre med sig.
Nej, mere på samme måde som de fleste unge mennesker på et tidspunkt overvejer, hvorvidt de mon kunne ske at være homoseksuelle: som identitetsprojekt. Kunne jeg mon være sådan en der fyrede den af med [indsæt uortodokst livstilsparadigme].
Og da jeg jo er teaterfrans og det uortodokse i homoerotisk adfærd lissom er tvivlsom, må man jo søge sine avantgardistiske tankespind andetsteds.
I mit tilfælde er det mest outrerede så åbenbart at æde nogle bønner.
"Red Beans and Rice did miss her."
Tankespindet har så en vandring gennem en serie af stadigt sværere fravalg efter devisen "kunne jeg holde op med at æde..."
Som en jammerlig, selvpinerisk russisk roulette, klikker man sig kammer for kammer indtil man opdager, hvor det gør ondt:
Frikadeller *klik* Pulled Pork *klik* Julemedister *klik* Tarteletter *klik* Boller i Selleri *klik*
MIN fravalgsspiral starter forholdsvis smertefrit et sted i omegnen af lam og okse, strammer til ved svin med et langt, smægtende blik omkring bacon, bliver besværlig, men ikke uoverkommelig ved kylling...
...og til min bestyrtelse finder jeg, at jeg åbenbart sætter grænsen ved FISK.
Det var fandeme en underlig selvindsigt; jeg havde regnet med, at jeg ville begynde at tude omkring "karbonader", men det er simpelthen tunmousse, der i teorien afholder mig fra at blive vegetar.
Dem her skal jeg æde, ellers vil jeg ikke være med.
Der findes noget, der hedder Pescetarianer, hvor man æder grønt og fisk, men ikke røde pølser. Det kunne godt være modellen for mig, sådan, på listen af udholdelige afsavn. Så det går jeg og overvejer, om jeg skal eksperimentere med.
I dag, f.eks. gik jeg målrettet efter vegetarretten i vores kantine på arbejde, som er skidegod. Der er altid kæmpe salatbord, vegetarret, fiskeret hver dag, altid godt og forholdsvis billigt. Hvis jeg skal kunne teste min pescetarianisme, må det kunne lykkes med kantinens hjælp.
Mmmmm vegetarret. Da jeg kom ned til mit bord opdagede jeg, at min hånd uden kommunikation med min hjerne havde lagt tre frikadeller ovenpå kokos-karry-peberretten og betalt for dem.
Og så åd jeg dem. For nu var de jo købt.
Jeg bliver den værste pescetar nogensinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar