Hvor jeg øjensynlig ikke kunne finde nogen grund til at skrive noget. Det passer meget godt med, at jeg i mellemtiden har blogget forsøgsvis mindre retarderet i min kommunes skoleblad, Aarhus Stiftstidende.
Der har jeg supposedly (sup-posa-bly? Did they go to the zoo? Supposably) skrevet om ting, der var mig magtpåliggende og som jeg troede på. Kulturblogger, for fa'en!
En gammel ven, jeg mødte i julefrokostsæsonen mente, at jeg var i færd med at køre en radikal politisk karriere i stilling. Ikke engang min blankøjede erklæring om, at jeg hellere ville brække otte af fingrene i tolvfingertarmen kunne overbevise ham om det modsatte.
En gammel ven, jeg mødte i julefrokostsæsonen mente, at jeg var i færd med at køre en radikal politisk karriere i stilling. Ikke engang min blankøjede erklæring om, at jeg hellere ville brække otte af fingrene i tolvfingertarmen kunne overbevise ham om det modsatte.
Hvad siger du? Kan man ikke brække tolvfingertarmsfingrene? Det synes jeg er noget lort at sige. Man kan hvad man vil. Du er ikke min rigtige far.
Anyway, i PRAKSIS har mit bloggeri fungeret sådan, at en studentermedhjælp på Stiften har skrevet skyldtrippende til mig et par dage før publiceringsdato, hvorefter jeg har skrevet noget indfølt shit om ungekultur eller kaffe eller hvad der nu faldt mig ind af politisk korrekt, ikke-stødende ævl, som man umuligt kan være uenig i. Eller for den sags skyld have en stærk holdning til. (Ved nærmere eftertanke forstår jeg nu, hvorfor Esben mente, jeg var radikal.)
"Tag nu ansvar, for helvede, Fyn."
Og det er fint, man skal jo skrive til mediet man publiceres i. Men nogle gange må man forsøge at vende tilbage til sine rødder. Sine sure, hadske internetrødder. Så nu prøver jeg igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar